Sundhedsmappen lukker i efteråret 2024, men adgangen til dine sundhedsdata bevares via sundhed.dk. Du kan allerede nu se din Forløbsplan på Sundhedsjournalen

5 sunde sommerfristelser - til dig der passer på kolesterolniveauet

Af Lene Jæger Klausen

 

Sommeren og Sankt Hans nærmer sig. Lange lyse sommeraftner med bål i de danske haver og grill på terrasserne. Det er nu, mange får lyst til at slå sig løs og glemme fornuften på vores breddegrader. Når du lever med et forhøjet kolesterolniveau, gælder det dog om at finde fristelser, som ikke øger din risiko for mere alvorlige sygdomme. Og heldigvis er der mange sommerfristelser, du kan nyde med god samvittighed:  

  • Friske danske jordbær. Drop fløden og nyd dem, som de er – himmelske! Trænger du til variation, så er der også hindbær og senere på sæsonen brombær, som du kan spise i rigelige mængder med god samvittighed. 
  • Danskvand med frisk agurk og mynte. Sidder de andre med et glas rosévin, kan det være trist at sidde med et almindeligt glas vand. Alkohol er ikke sundt for nogen, og når du lever med et forhøjet kolesterolniveau, skal du være særligt forsigtig med indtaget. De nye anbefalinger som skal minimere risikoen for skader forårsaget af alkohol, lyder på maksimalt fire genstande på én dag – og maksimalt 10 genstande på én uge. Da alkohol påvirker dit kolesterolniveau, kan du sætte det ned til én genstand dagligt, hvis dit kolesterolniveau ikke er velreguleret. – og fuldstændig afholdenhed, hvis du har et højt niveau af triglycerider. Men det betyder ikke, at du er nødt til at sidde med et tomt glas – du skal bare skifte det ud med boblende danskvand og give det lidt smag med frugter og urter. 
  • Saftige vandmelon. Får du brug for noget koldt og læskende i varmen, så sæt tænderne i en vandmelon i stedet for den vanlige is. Læg vandmelonen i køleskabet, så den en helt kold. Du kan også skære den ud på forhånd og fryse stykkerne ned, så de fryser til is.
  • Grillede grønne asparges. Glem alt om grillpølser og ”ribs” på grillen og prøv dig i stedet frem med grillede grøntsager. Grillede asparges kan spises som snacks, så lækre er de, men du kan også bruge dem som tilbehør til lidt fisk eller kylling.    
  • Drys med friske krydderurter. Næsten alt hvad du spiser, kan du tilføre et strejf af sommer med et drys af friske, hakkede krydderurter. Prøv med dild på nye, dampede kartofler, persille i salaten og purløg på hytteosten.

Selvom det måske er nogle andre sommerfristelser, end dem du har valgt tidligere i livet, så undervurder dem ikke. Det er godt for både humøret og kroppen at nyde årstidernes fristelser – også selvom du måske skal vænne dig til noget nyt.  

 

 

 


Hvem er KiAP?

KiAP er en sammentrækning af Kvalitet i Almen Praksis. Det er et samarbejde mellem praktiserende læger (PLO), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at udvikle og kvalitetssikre patienters behandling i den almene praksis. Forløbsplan.dk er i den forbindelse en fælles platform, som sikrer patienter og læger overblik over behandling og udvikling af sundhed, sygdom og symptomer.

Kontakt
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis
Thomas B. Thriges Gade 48
Opgang E, 1. sal
5000 Odense C
www.kiap.dk

Datasikkerhed

Teknisk support
Telefon: 7196 8844
E-mail: support@kiap.dk