Mindfulness kan mindske angst og depressioner ved KOL
Af Lene Jæger Klausen
KOL er en kronisk sygdom, som ikke kun udfordrer dig fysisk, men som også kan påvirke din mentale sundhed og generelle livsglæde.
Eksempelvis kan voldsomme hosteanfald på offentlige steder eller fornemmelsen af ikke at kunne få luft være så belastende, at nogle udvikler angst eller depression.
Det kan begynde med bekymring for anfald. Nogle mister derved lysten til at deltage i sociale aktiviteter, hvilket desværre øger risikoen for angst og depression. Desuden kan det hurtigt sætte mange begrænsninger for mulighederne for at være fysisk aktiv, hvilket ellers er en vigtig del af behandlingen af KOL.
Det kan derfor være en god idé at supplere den fysiske træning med mentaltræning – sæt gerne tidligt ind, for det er nemmere at holde fast i det gode humør og de gode vaner, end det er at skulle genfinde energien og gejsten, hvis du har mistet modet på det hele.
Mindfulness er en særlig form for mentaltræning, som hjælper dig med at være til stede i nuet og slippe tanker om både fortid, fremtid samt vurderinger af din nuværende situation.
Det kan være en god hjælp, hvis du oplever åndenød. Ved at være roligt og bevidst til stede i oplevelsen, kan du bevare kontrollen og holde fast i din viden om, at åndenød ved KOL er ubehageligt men ikke farligt eller alvorligt. Når du på den måde dæmper din følelsesmæssige respons, bliver det nemmere at trække vejret roligt og dermed afværge et egentligt anfald. Det viser et studie fra Aarhus Universitet, hvor KOL-patienter har suppleret deres fysiske træning med træning i mindfulness. Generelt oplevede deltagerne bedre sygdomskontrol og højere livskvalitet.
3 tips du kan prøve, når du vil dæmpe angst og uro
- Lav åndedrætsøvelser – du kan for eksempel trække vejret ind gennem næsen og puste langsomt ud gennem munden, mens du tæller til 4. Gentag roligt flere gange.
- Hold fast i fornuften – gentag en sætning for dig selv, som minder dig om at blive i nuet og virkeligheden – for eksempel ”Det er ubehageligt – ikke farligt.” eller ”Bare rolig – Det går over om lidt”.
- Fokuser på noget konkret i omgivelserne. Forsøg eksempelvis at mærke dine fødders kontakt til underlaget eller se indgående på et billede af noget beroligende.
Hvis du vil træne mindfulness, findes der særligt uddannede psykologer, som underviser i det. Nogle tilbyder kurser i mindfulness – patienterne i studiet deltog i et 8-ugers kursus, hvor de blev undervist af en specialuddannet psykolog. Spørg evt. din kommune, om de har nogle tilbud, du kan gøre brug af som KOL-patient.
Har du ikke tid eller lyst til et fysisk kursus, kan du finde øvelser og mere viden på Lungeforeningens og Psykiatrifondens hjemmesider.
Oplever du allerede symptomer på angst eller depression, er det vigtigt, at du taler med din læge om det, så han eller hun kan bakke dig op bedst muligt med behandling, anbefalinger og evt. kontroller, så du mindsker risikoen for, at din KOL bliver årsag til mentale belastninger.