Sundhedsmappen lukker i efteråret 2024, men adgangen til dine sundhedsdata bevares via sundhed.dk. Du kan allerede nu se din Forløbsplan på Sundhedsjournalen

Kom godt i gang med din forløbsplan

Af Lene Jæger Klausen

 

 

Når du først har fået oprettet din forløbsplan, skal du i gang med at bruge den, så du både har et godt overblik over det, der er vigtigt, for at du lever bedst muligt med din sygdom og samtidig har masser af frihed til alt det andet, der giver værdi i livet.

Her får du 3 tips til, hvordan du kan bruge forløbsplaner nemt og effektivt. Du får flest funktioner, hvis du bruger Forløbsplaner.dk gennem appen Min Læge på en smartphone. Du kan finde appen i både Appstore og Google Play. Første gang du bruger appen, skal du logge ind med dit NemID.    

Tjek din status, inden du skal til kontrol næste gang

Så er du lynhurtigt opdateret på din status og har mulighed for at tale med din læge om, hvordan det går med dine mål og sygdom. Brug forsiden til at få et hurtigt overblik over din sundhedsstatus. Det kan være, der skal justeres i dine mål, sættes nye mål eller at du har behov for mere støtte for at nå dem, du allerede har sat. Det er også godt, at I sammen kan glæde jer over det, der går lige som det skal. Det kan blive svært at holde fast i motivationen, hvis succeserne ikke anerkendes.   

Tjek resultatet af de prøver, din læge tog ved seneste besøg

Når du tjekker dine svar gennem Forløbsplaner.dk, får du ikke alene resultatet fra dine seneste prøver, du får også en grafisk fremstilling, så du nemt kan se, om dine tal bevæger sig i den rigtige retning i forhold til dine mål. 

Få overblik over aftaler og kontroller

Nogle sygdomme skal kontrolleres ved flere forskellige behandlere, ligesom det kan være, at du bliver tilbudt influenza- og coronavacciner, når det er relevant. Når du logger ind på din forløbsplan, kan du se, hvilke behandlere du skal have lavet aftaler med. Bruger du appen på en smartphone, kan den sende dig påmindelser, når det er ved at være tid, så du slipper for at skulle huske det selv.

Med disse tre skridt er du allerede godt i gang med din egen forløbsplan – og husk at du også løbende kan læse nye artikler om din sundhed, sygdom og behandling på Forløbsplaner.dk, så du altid er opdateret med ny inspiration, motivation og viden.  

 

 

 

Relaterede artikler:

Hvad er en forløbsplan?

Eksterne artikler:

Læs mere om appen Mine Læge

 


Hvem er KiAP?

KiAP er en sammentrækning af Kvalitet i Almen Praksis. Det er et samarbejde mellem praktiserende læger (PLO), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at udvikle og kvalitetssikre patienters behandling i den almene praksis. Forløbsplan.dk er i den forbindelse en fælles platform, som sikrer patienter og læger overblik over behandling og udvikling af sundhed, sygdom og symptomer.

Kontakt
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis
Thomas B. Thriges Gade 48
Opgang E, 1. sal
5000 Odense C
www.kiap.dk

Datasikkerhed

Teknisk support
Telefon: 7196 8844
E-mail: support@kiap.dk