Hvordan bliver fremtiden med type 2-diabetes?

Af Lene Jæger Klausen

 

Når man får konstateret en kronisk sygdom som type 2-diabetes, er det helt almindeligt at blive usikker på hvordan fremtidsudsigterne ser ud. Den usikkerhed, fremtiden altid er forbundet med, kan opleves mere voldsom, fordi du nu har en højere risiko for at udvikle forskellige komplikationer og følgesygdomme.

Hvordan din type 2-diabetes kommer til at påvirke dig fremover, afhænger af flere faktorer:

  • Din generelle sundhedstilstand og alder
  • Evt. andre sygdomme
  • Din livsstil
  • Din genetik

Du har dog altid stor indflydelse på, hvordan din type 2-diabetes udvikler sig, da sygdommen og risikoen for følgevirkninger i høj grad bliver påvirket af kost, motion, rygning og alkohol, ligesom det er væsentligt, at du følger den medicinske behandling, din læge har anbefalet dig.

Mange af de følgesygdomme, du har en øget risiko for at udvikle, når du lever med type 2-diabetes, er direkte forbundet med et forhøjet langtidsblodsukker. Din evne til at holde langtidsblodsukkeret lavt er derfor af stor betydning for dine fremtidsudsigter.

Fordi udviklingen af følgesygdomme og din generelle sundhed har så stor indflydelse på dine fremtidsudsigter, er det svært at sige noget konkret om, hvordan dine fremtidsudsigter ser ud. Generelt øger type 2-diabetes dog risikoen for flere forskellige sygdomme, og det er derfor endnu vigtigere, at du gør en indsats for din sundhed, end det er for dine raske pårørende, som ikke lever med en forhøjet risiko. De råd til kost og livsstil, der anbefales til mennesker med type 2-diabetes, vil dog også være sunde for raske mennesker, så du og din familie kan sagtens spise den samme mad.

Når du er til kontrol i dit lægehus og ved andre behandlere, vil de kunne fortælle dig, om du er i høj eller lav risiko for at udvikle en eller flere følgesygdomme, ligesom du kan få vejledning om, hvad du selv kan gøre, for at passe godt på dig selv.

Du og din behandler kan skrive målene for din behandling ind i din forløbsplan, så du ved, hvad der er det vigtigste i din behandling, hvis du ønsker at minimere risikoen for følgesygdomme. Jo bedre du passer på dig selv, jo længere vil du kunne leve uden væsentlige følger.

Der er forskning, som peger på, at de patienter, som får konstateret type 2-diabetes tidligt, generelt har et bedre helbred, da de tidligt får sænket langtidsblodsukkeret gennem behandling, sammenlignet med mennesker, som går med en uopdaget type 2-diabetes og som følge deraf har et forhøjet langtidsblodsukker over længere tid. Mennesker med type 2-diabetes har dog stadig en lidt kortere gennemsnitslevetid end resten af befolkningen – ca. 2 år kortere forventet levetid.

 

 


Hvem er KiAP?

KiAP er en sammentrækning af Kvalitet i Almen Praksis. Det er et samarbejde mellem praktiserende læger (PLO), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at udvikle og kvalitetssikre patienters behandling i den almene praksis. Forløbsplan.dk er i den forbindelse en fælles platform, som sikrer patienter og læger overblik over behandling og udvikling af sundhed, sygdom og symptomer.

Kontakt
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis
Thomas B. Thriges Gade 48
Opgang E, 1. sal
5000 Odense C
www.kiap.dk

Datasikkerhed

Teknisk support
Telefon: 7196 8844
E-mail: support@kiap.dk