Sundhedsmappen lukker i efteråret 2024, men adgangen til dine sundhedsdata bevares via sundhed.dk. Du kan allerede nu se din Forløbsplan på Sundhedsjournalen

Træning udendørs styrker hjertet

Af Lene Jæger Klausen

 

Fysisk aktivitet er godt for meget – også dit hjerte. Der er gennem årene lavet talrige undersøgelser, som viser, at motion gavner hjertets muskulatur og hjælper med at sænke det farlige kolesterol, blodtryk og tal på badevægten. Men vidste du, at der er tegn på, at du kan få endnu mere ud af din træning, hvis du vælger at motionere udendørs?

Når du træner udendørs, får du ikke alene alle de gavnlige effekter, der generelt er ved motion, du får også frisk luft, nærhed til naturen og nu, hvor lyset vender tilbage, får du også et tilskud af D-vitamin fra solens stråler.

Naturen beroliger nervesystemet

Mange mennesker oplever en umiddelbar glæde ved at være i eller tæt på naturen. Vind i håret og mod ansigtet, oplevelsen af frisk luft i lungerne og himlen over sig, kan opleves sundhedsfremmende, og det er det formentligt også. 

Forskning peger på, at når vi opholder os i naturen, ser på natur eller oplever nærhed med naturen, har det en positiv effekt på både vores fysiske og psykiske tilstand. Man kan blandt andet måle, at niveauet af stresshormonet kortisol falder, mens det beroligende hormon serotonin stiger. Har man smerter, vil man ofte opleve, at de er mindre intense, når har udsigt til natur eller opholder sig i grønne omgivelser. Derudover kan man også opnå et lavere blodtryk.

Det kræver ikke mere end 20-30 minutter i den friske luft og de grønne omgivelser at opnå de positive effekter på nervesystemet.  

På denne årstid mangler mange D-vitamin

Selvom der er en sammenhæng mellem mangel på D-vitamin og udviklingen af hjertekarsygdomme, så er der ingen grund til at tro, at meget D-vitamin har en gavnlig effekt på helbredet. Det handler derfor om at have det rette niveau af D-vitamin.

Når du får dit D-vitamin fra en alsidig kost og solens stråler, har du gode forudsætninger for at opnå det rette niveau i sommerhalvåret. Vælger du at dyrke motion udendørs i dagtimerne, har du gode forudsætninger for at få dækket dit behov for D-vitamin – også på denne årstid, hvor det ofte kun vil være ansigtet og hænderne, som nyder godt af solens stråler.

Mental sundhed og hjertekarsygdomme

De positive effekter ved at træne udendørs er gavnlige for alle, men det er endnu vigtigere, når du lever med en kronisk sygdom, som eksempelvis en hjertekar-sygdom. Der er desværre flere statistiske sammenhænge mellem hjertekarsygdomme og psykiske lidelser, som eksempelvis stress, angst og depression.

Hvad der er årsag til sammenhængen, er ikke helt entydig. Der er undersøgelser, som peger på, at mennesker med psykiske lidelser kan være mere tilbøjelige til at have en mere stillesiddende livsstil, ryge mere, sove dårligere og spise uhensigtsmæssigt, hvilket kan føre til forskellige livsstilssygdomme, som eksempelvis en del hjertekar-sygdomme. Andre undersøgelser peger på, at hjertekar-sygdomme og visse andre kroniske sygdomme for nogle mennesker kan føre til så mange tanker og bekymringer, at de har svært ved også at overskue motion, sund kost, rygestop og måske endda får forstyrrelser af nattesøvnen. Det kan så igen føre til stress, angst og depression.

Uanset hvordan sammenhængen er, kan du glæde dig over, at du styrker både din fysiske og din mentale sundhed, når du motionerer udendørs.

 

 


Hvem er KiAP?

KiAP er en sammentrækning af Kvalitet i Almen Praksis. Det er et samarbejde mellem praktiserende læger (PLO), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at udvikle og kvalitetssikre patienters behandling i den almene praksis. Forløbsplan.dk er i den forbindelse en fælles platform, som sikrer patienter og læger overblik over behandling og udvikling af sundhed, sygdom og symptomer.

Kontakt
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis
Thomas B. Thriges Gade 48
Opgang E, 1. sal
5000 Odense C
www.kiap.dk

Datasikkerhed

Teknisk support
Telefon: 7196 8844
E-mail: support@kiap.dk