Forside / Alle emner / Kol
Motion i hverdagen
Af Bo Gandil Jakobsen
Fysisk aktivitet er en vigtig forudsætning for at mindske udviklingen i din KOL. Det er vigtigt, at du bruger din krop i hverdagen og bevæger dig meget. Selvom du hurtigt bliver træt og forpustet, må du endelig holde fast i det. Over tid vil træning nemlig betyde, at du bliver mindre forpustet.
Hvis du ikke er vant til at være fysisk aktiv, bør du begynde stille og roligt ud med træningen, når du har fået konstateret KOL. Begynd f.eks. med en gåtur i så raskt et tempo, som du kan. Brug gerne medicin, der udvider bronkierne (den blå) 15-20 minutter inden din træning. Husk, det er ikke farligt at blive forpustet. Bliver det for ubehageligt, så hold en pause til du har fået vejret igen.
Nogle er glade for at cykle på en motionscykel foran fjernsynet eller med radioen tændt. Det kan være en god løsning, hvis du keder dig, når du går eller cykler uden for.
Selvom du ikke træner med høj intensitet, gavner det alligevel din sundhed. En gåtur i et behageligt tempo er også et bidrag til din sundhed. Gå f.eks. en tur i skoven eller parken med hunden eller gå eller cykel til supermarkedet, når du skal handle ind. Rengøring med støvsugning, vinduespudsning og gulvvask eller gravearbejde i haven er også fysisk aktivitet.
Det er en fordel at kombinere den daglige fysiske aktivitet med træning med en højere intensitet. Hvordan du træner mest effektivt i forhold til din sygdom og fysiske form, kan du blandt andet lære på KOL-rehabilitering.
Relaterede artikler:
Medicinsk behandling af KOL
Det er dit liv med KOL
KOL-rehabilitering kan lære dig at leve godt med KOL
Eksterne artikler: