Blodtryk og type 2-diabetes

Af Bo Gandil

 

Når du har type 2-diabetes, betyder et velreguleret blodtryk meget for at undgå åreforkalkning og komplikationer.

Hvad er blodtryk?
Blodtrykket er det tryk, vi har i vores blodårer. Ligesom du kan have tryk på vandet i en vandslange, så er der også tryk på blodet i dine blodårer eller blodkar, som de ofte kaldes af læger og andre sundhedsfaglige.

Blodtrykket varierer afhængigt af, hvad du laver, men hvis det hele tiden ligger for højt, så slider det på blodkarrene.

Højt blodtryk kan give forkalkninger på væggene i blodkarene. Forkalkning er aflejringer af fedt og plak, som sætter sig fast på blodkarrenes vægge, og dermed giver forsnævringer, hvor blodet ikke har så meget plads til at passere. Det kan føre til blodpropper, dårligt hjerte mv.

Blodtryk og type 2-diabetes
Når du har type 2-diabetes, betyder blodtrykket endnu mere for din sundhed, da type 2-diabetes kan forværre åreforkalkning, når blodtrykket er højt. Derfor er det vigtigt, at blodtrykket er velreguleret.

Blodtrykket angives med to tal - eksempelvis 120/80. Det udtales: 120 over 80. Det højeste tal kaldes det systolisk bloftryk, og angiver det højeste tryk, der er målt i dit blodkar, mens det laveste tal kaldes det diastoliske blodtryk og omvendt angiver det laveste tryk.

Blodtrykket skal helst være 130/80 eller derunder hos mennesker med type 2-diabetes.

Du kan sjældent mærke blodtrykket, medmindre det er meget højt. Så får du hovedpine og bliver svimmel og utilpas.

Når du har type 2-diabetes, er det derfor ekstra vigtigt, at du måler blodtrykket hjemme eller i lægehuset.

Dette kan du selv gøre:

Du kan selv bidrage til et velreguleret blodtryk ved:

  • at motionere og dyrke sport, da dette nedsætter blodtrykket effektivt.
  • at undgå overvægt.


Blodtryksmedicin

Nogle gange er det ikke nok med motion. Så kombinerer man motionen med medicin. Nogle gange er også der behov for at give flere slags blodtryksmedicin, før blodtrykket er velreguleret.

Når blodtrykket er velreguleret, har du lavere risiko for komplikationer og følgesygdomme til type 2-diabetes.

 

 


Hvem er KiAP?

KiAP er en sammentrækning af Kvalitet i Almen Praksis. Det er et samarbejde mellem praktiserende læger (PLO), Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at udvikle og kvalitetssikre patienters behandling i den almene praksis. Forløbsplan.dk er i den forbindelse en fælles platform, som sikrer patienter og læger overblik over behandling og udvikling af sundhed, sygdom og symptomer.

Kontakt
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis
Thomas B. Thriges Gade 48
Opgang E, 1. sal
5000 Odense C
www.kiap.dk

Datasikkerhed

Teknisk support
Telefon: 7196 8844
E-mail: support@kiap.dk