Forside / Alle emner / Hjerte
For højt blodtryk over lang tid er skadeligt
Af Palle Mark Christensen
Dit blodtryk varierer både fra dag til dag, og i løbet af dagen. Afhængig af dét du laver, dét du spiser og dét, du oplever, vil blodtrykket stige eller falde flere gange i løbet af et døgn. Trykket er lavest, mens du hviler dig om natten. Anstrenger du dig fysisk, stiger blodtrykket til gengæld, mens du er aktiv. Psykisk stress fører også til, at blodtrykket stiger. Dette er normale og forbigående stigninger, som ikke skader kroppen.
Er dit blodtryk derimod forhøjet over lang tid, belaster det hjertet og kredsløbet. Risikoen for alvorlige sygdomme som for eksempel slagtilfælde og blodpropper i hjertet stiger.
Hvis blodtrykket nedsættes med en medicinsk behandling, nedsættes risikoen til gengæld for de samme alvorlige sygdomme. Selvom de fleste ikke kan mærke, at blodtrykket er forhøjet, kan den øgede risiko for andre sygdomme betyde, at du bliver ordineret blodtrykssænkende medicin. Følger du den ordinerede behandling vil din forventede gennemsnitlige levealder til gengæld blive næsten på niveau med det normale. Uden behandling må du desværre forvente, at din levetid bliver forkortet.
Du bør aldrig stoppe med en ordineret behandling, uden først at tale med din læge. Selvom du føler, at du har det fint, kan et forhøjet blodtryk før eller senere give alvorlige sygdomme.