Hjertesygdom og arvelighed
Af Henrik Rasmussen
I langt de fleste tilfælde er højt kolesterol, forhøjet blodtryk og hjertesygdom ikke arveligt.
De hyppigste årsager til højt kolesterol, forhøjet blodtryk og hjertesygdom er derimod rygning, alkohol, usund kost og manglende motion.
Det er derfor muligt at forebygge både højt kolesterol, forhøjet blodtryk og hjertesygdom med rygestop, sund kost fysisk aktivitet og et normalt alkoholforbrug.
I visse tilfælde kan du dog være arveligt betinget for at få udfordringer med hjerte og kredsløb.
Hvis du i ung alder får højt kolesterol, forhøjet blodtryk eller hjertesygdom, kan arvelige forhold være årsagen. Hvis dine forældre har haft blodprop i hjertet, før de er blevet 60 år, er det en god ide at tale med din læge om det.
Genetik
Der findes sjældne hjertesygdomme, der skyldes genetiske forhold.
Hvis der er en genetisk sygdom i din familie, der øger risikoen for hjertesygdom, vil de familiemedlemmer, der har sygdommen, blive bedt om at kontakte nære familiemedlemmer med henblik på, at de også bliver undersøgt.
Hvis nogle af dine nære pårørende har en hjertesygdom, der skyldes genetiske forhold, vil du få tilbudt at få foretaget en blodprøve, der kan afgøre, om du har arvet sygdommen, så der kan tages hånd om dig på den bedste måde.
Hvis du har højt kolesterol eller blodtryk, er sund livsstil afgørende for et sundt hjerte, uanset om det forhøjede blodtryk er forårsaget af livsstil eller genetik. Det er derfor altid en god ide at spise sundt, være fysisk aktiv, undgå at ryge og kun drikke alkohol med måde.
Hvis du har brug for hjælp til livsstilsændringer har både din kommunens sundhedscenter, Hjerteforeningen og dit lægehus gode tilbud, som kan hjælpe dig.