Få masser af smag i den sunde mad
Af Lene Jæger Klausen
Et højt kolesteroltal kan ofte ikke mærkes – men det betyder desværre ikke, at det ikke har en betydning for helbredet. Når der er meget usundt kolesterol i blodet, kommer der aflejringer i blodkarrene, så det bliver sværere for hjertet at pumpe blodet rundt i kroppen, og blodtrykket stiger. Det er med til at slide på hele kroppen. Hvis du samtidig lever med andre sygdomme som eksempelvis diabetes, KOL eller andre hjertekarsygdomme, udgør det høje kolesterolniveau en endnu større risiko.
Desværre er meget af den mad, vi traditionelt nyder i Danmark, med til at forhøje kolesteroltallet. Ikke mindst her i sommermånederne, hvor grillen ofte bliver belagt med røde bøffer, pølser og de populære sukkermarinerede spareribs. Men sommeren er faktisk også et rigtig godt tidspunkt at gå på opdagelse i en ny og sundere livsstil – ikke mindst når det gælder kosten. Udvalget af krydderurter, grøntsager, bær og frugter er på sit højeste.
Nogle mennesker har brug for en tilvænningsperiode, når nye madvaner skal indarbejdes, men hvis du er opmærksom på at sammensætte din nye mad, så du fortsat får tilfredsstillet dine smagsløg, vil det formentligt være meget nemmere.
De 5 grundsmage er sødt, salt, surt, bittert og umami. Derudover får mange også en bedre smagsoplevelse, hvis maden har forskellige konsistenser som eksempelvis blødt, knasende, cremet og fast. Hvis du samtidig kan få flere farver på tallerkenen med røde tomater, gule peberfrugter, grønne bønner og så videre, vil mange opleve, at maden fremstår mere indbydende.
Skær ned på kødet og op for grøntsagerne
Umami er den smagsoplevelse, der typisk forbindes med kød. Kød – især det røde – er dog også en væsentlig kilde til det usunde kolesterol. Derfor er det værd at eksperimentere med alternative kilder til umamismagen, så du kan holde dig under de 350 gram kød, som Fødevarestyrelsen anbefaler i sine officielle kostråd. Fisk og skaldyr kan være et godt alternativ – og en del fisk smager også dejligt på grillen. Men der er også gode muligheder for at få umamismagen fra grøntsager. Eksempelvis kan soltørrede tomater, grillede aubergine og peberfrugt eller ovnbagte grønne bønner tilføje umami til din tallerken. Er det ikke helt nok, kan du evt. supplere med en smule parmaskine eller lignende.
Erstat salt med krydderurter og andre krydderier
Salt er med til at få blodtrykket til at stige. Hvis du samtidig har forsnævringer i blodkarrene på grund af forhøjet kolesterol, er det en dårlig cocktail for sundheden. Men heldigvis er der mange andre muligheder end lige salt, når maden skal smages til. Ikke mindst her i sommermånederne hvor der er mange krydderurter, som er klar til høst. Drys gavmilde mængder af dild, persille, basilikum, purløg, koriander og andre krydderurter over både salater, grøntsager og en smule kød du serverer. Server eksempelvis en salat med hakkede tomater med persille, purløg og en smule kapers i stedet for en sauce til dine kogte sommerkartofler.
Søde frugter og bær
Når du alligevel er i gang med at få sunde vaner på tallerkenen, kan du også vænne dig til at få tilfredsstillet den søde tand til hovedretten og droppe desserten. Salater med jordbær, blåbær, modne æbler, pærer og meloner giver dine smagsløg lidt sødt og lækkert, så du bliver helt mæt. Prøv eksempelvis at blande de søde bær med frisk spinat eller de modne frugter med fintskåret kål.
Prøv dig frem
Nogle mennesker synes, det er spændende og sjovt at smage ny mad og lave nye retter, mens andre er glade for at spise de samme velkendte retter igen og igen. Hører du til den sidste gruppe, kan det være en hjælp at huske sig selv på, at det tager tid at vænne sig til det nye. Det tager tid at skære salater og grøntsager, og du skal måske lige vænne dig til både smag og konsistens i et par måneder, inden du holder op med at sammenligne med det du plejede at spise. Mange vil også opleve, at de bliver mætte på en ny måde. Nogle synes det er dejligt med en lettere mæthed, som efterlader god energi til at være aktiv, mens andre bliver rastløse og frustrerede over, at de ikke kan slappe af foran fjernsynet, fordi kroppen nu har energi til mere.
Vaner er for mange en stærk drivkraft. Ferier og lange sommerdage kan derfor være et ekstra godt tidspunkt at stifte bekendtskab med nye livsstilsvalg – både fordi mange har bedre tid til at hakke og snitte og prøve sig frem i køkkenet, og fordi de lange, lyse sommeraftner gør det nemmere at finde noget af bruge sin nye ekstra energi på – og så kender du allerede et par nye måder at lave mad på, når hverdagene og mørket melder sig igen.
God fornøjelse!